Lise er tredje generation Bæch
på konditoriet
Lise Bæch har den 15. november 25-års jubilæum hos Bæchs Conditori i Hobro. Hun er tredje generation i virksomheden, men det stod ikke skrevet nogen steder, at hun skulle være med til at slå et stort brød op
Duften af friskbagt brød har altid siddet i næsen på Lise Bæch. Hun husker barndommen i 70’erne, hvor hendes far stod op om natten for at bage brød og kager i Bæchs Conditori, der lå i Adelgade midt i Hobro. Og før den tid havde hendes farfar gjort set samme i bageriet, som kan dateres tilbage til 1878.
De friske kager solgte Lise Bæch i konditoriet efter skoletid, mens hun lagde tallene sammen i hovedet. Måske derfor valgte hun en uddannelse i en bank. For 25 år siden vendte hun alligevel tilbage til konditoriet, der i mellemtiden havde vokset sig en del større udenfor byen.
”Der skal være orden i tingene, så vi skulle have forberedt et generationsskifte. Og helt blank var jeg jo ikke. Jeg kunne regne og vidste, hvad alle kagerne hed,” siger Lise Bæch med et smil.
Og det er lidt af en underdrivelse. Lise Bæch var fra første dag dybt involveret i udviklingen af nye kager og svarer selv på ret nørdede kagespørgsmål, som kunderne ofte kommer med. Og ellers har hun et helt hold af dygtige kolleger, som hun gerne sparrer med og spørger til råds.
I seks år arbejdede hun sammen med sin far, indtil han solgte virksomheden til Odense Marcipan i 2005.
Solgt med til Odense Marcipan
”Jeg blev faktisk solgt med. Jeg havde en uopsigelig kontrakt i tre år. Og det er da gået meget godt. Jeg er her stadig og brænder for mit arbejde. Og salget af virksomheden var helt rigtigt for vores familie. Vi fik ny viden og kapital i ryggen, som har været et fundament for den store vækst, vi har oplevet,” siger Lise Bæch, som er øverste ansvarlige for salget af frosne kager i Odense Gruppen.
Og det er gået bedre end de fleste turde drømme om. I dag er Bæchs Conditori et meget stort håndværksbageri. Eksempelvis bliver alle snurrer fortsat snoet i dygtige medarbejderes hænder, og kunderne til de tusindvis af kager, som hver måned kommer ud af ovnen, findes i ind- og udland.
Vækst bygger på traditioner
Siden Lise Bæch trådte ind i virksomheden for 25 år siden, er forretningens omfang tidoblet, og efterspørgslen efter Bæchs friskbagte, frosne kager vokser i både ind- og udland.
Lise Bæch har sammen med dygtige ledere og medarbejdere været med til at sikre en betydelig vækst, senest med en investering på 42 millioner kroner i en udvidelse, der også har tilført 30 nye medarbejdere, så Bæchs nu beskæftiger ca. 120 ansatte.
Selv om Bæchs Conditori er blevet en stor virksomhed, kender Lise hver eneste kunde og omvendt. De spørger ofte efter hende, fordi hun er ’helt nede i dejen’, og det hun lover, bliver til virkelighed. Det er i høj grad de personlige relationer, hun har opbygget gennem et kvart århundrede, der baner vejen for nye ordrer. Hun er respekteret af alle og altid klar til at inspirere med gode ideer til nye kager. Og det hele bliver serveret med masser af lune og godt humør, som smitter af.
”Gode relationer i kombination med ildsjæle - og at vi gennem alle år har holdt fast i de håndværksmæssige traditioner og den høje kvalitet i kombination med øje for nye tendenser - er afgørende for den vækst, vi oplever,”
Fra Hobro og ud i verden
Kunder rejser gerne til Bæchs i Hobro for at smage kager, der er nøje udviklet af Bæchs produktudviklere. Det kan være alt fra klassiske tørkager og skærekager til lagkager, desserter og snurrer. Smag og konsistens bliver tilpasset, så de både afspejler kundernes ønsker og følger tidens tendenser.
En anden ting, der trækker, er ifølge Lise Bæch den jyske kultur: ”Kunderne stoler på, at når vi lover dem en ny kage eller en ekstra leverance, så kommer det også til at ske. Jeg har det rigtig svært med sætningen: ’Det kan ikke lade sig gøre’. Vi tryller ofte – og det bidrager alle til hos Bæchs,” understreger hun.
Og selv om den jyske beskedenhed er udtalt hos Lise, så forventer hun, at Bæchs kommer til at få endnu mere travlt i de kommende år.
"Kager af høj kvalitet går aldrig af mode. Der vil altid være en efterspørgsel efter kager, der kombinerer godt håndværk med førsteklasses råvarer. Vores friskbagte kager, som fryses ned umiddelbart efter, de er bagt, bevarer både smag og konsistens, hvilket gør, at de er friske og lækre, når de kommer frem til kunderne. Det er den kvalitet, som både ind- og udland efterspørger,” siger Lise Bæch.
Og der er ikke udsigt til, at hendes egen udløbsdato er på vej: ”Jeg kan ikke lade være med at synes, at det bare er spændende at gå på arbejde.”
Jubilæet fejres med en reception på Bæchs Conditori den 15. november fra kl. 13-15.